Indimellem dukker der en opfindelse op til vinelskere som får en masse opmærksomhed, og strømningerne byder at enhver "ægte vinelsker" skal anskaffe sig denne genstand. Det er derfor altid en smule svært ikke at forholde sig lidt skeptisk til det, når noget sådant dukker op; især når prisen er i den høje ende, så man ikke "bare lige" køber det for at se om det er noget.
Det var også tilfældet for mig, da jeg første gang stødte på Coravin; det lyder smart og jeg kan sagtens se idéen i det og forestille mig scenarier hvor det giver mening at have sådan en. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, hvor glad jeg ville blive for den, da jeg først besluttede mig at anskaffe mig en!
Coravin er et system der tillader dig at skænke fra en vin uden at åbne den. Den er udstyret med en nål, lignende dem fra medicinalindustrien, som kan trænge igennem proppen på vinen, og som vinen kan skænkes igennem. Alligevel er nålen tynd nok til at korkproppen lukker sig, når nålen er fjernet, sådan at der hverken noget ud af flasken eller noget ned i den. I Coravin-systemet isættes en gaspatron med Argon. Når man benytter systemet, pumper det noget af denne gas ned i flasken, hvilket skaber overtryk og får vinen til at blive skænket igennem Coravin-systemet, når man slipper kontakten, så vinen kan komme op igennem nålen i stedet for at gassen pumpes ned. Argon er en ædelgas, og vil derfor, i modsætning til ilt, ikke gå i kontakt med vinen. På den måde er det muligt bare at tage en lille tår af flere forskellige vine, uden at skulle bekymre sig om, hvorvidt man kan nå at tømme dem.
Der køres stadig test på det, men konsensus synes at være, at det ikke er noget problem at gemme en "åben" flaske i et år.
Der findes videre også et selvstændigt system til skruelåg (som også kan bruges på propper), samt et adapter-system til den klassiske Coravin og skruelåg. Konceptet her er stort set det samme. Den største forskel i forhold til det korkproppen er, at man skal tage det originale skruelåg af, skrue adapteren på eller sætte Coravin-stopperen i, hvorefter systemet bruges som ellers. Fordi man har flasken åben for at sætte stopperen eller adapteren på, kan en sådan flaske ikke gemmes helt lige så længe.
Vi købte en, hvor der fulgte skruelågs-adaptere og ilter med, og havde tænkt vi ville bruge den på de "bedre" flasker kun, for ikke at ende med at bruge gas for hurtigt. For lige at teste systemet af, fandt vi en af vores gamle go-to vine frem; Infinitus Tempranillo. En vin vi ofte har brugt til de gange vi bare lige skulle have et glas til hverdagsaftenens aftensmad, fordi den er ganske alsidig, relativt billig og stadig meget velsmagende - det er ikke for sjov den høstede 91 point i den spanske vinguide for nogle år siden. Efter at have fumlet lidt med at finde ud af hvordan systemet, fik vi skænket os et glas hver, og nød det. Så gik der et par dage, og vinen havde bare stået inde i et køkkenskab med Coravin-"proppen" på, så fik vi lyst til at drikke lidt mere. Uden fumleri denne gang fik vi skænket os et glas hver igen, og vinen smagte fuldstændig frisk. Man kunne på ingen måde smage at den havde stået i et par dage og været "åben". I den tid den var åben, havde vi også fået os lidt Pinot Blanc med gammeldags korkprop, så vi fik testet systemet uden "skruelågs-adapterne", og her gik det meget let med at skænke op. Den flaske Pinot Blanc blev drukket i løbet af en måned, uden vi på noget tidspunkt smagte at den var "åben", og for at kunne gennemføre testen og ikke bare drikke hele vinen, fik vi imelletiden taget af et par andre flasker også - i øjeblikket har vi seks flasker i gang, så vi altid kan tage et glas der passer til lejligheden. Formentlig er det ikke et tal der bliver mindre lige foreløbigt, især ikke når varmen begynder at komme og vi skruer lidt op for vores indtag af hvid, rosé og lettere røde, uden at vi dog vil undvære grill-vinene.
Min konklusion er derfor: Coravin er pengene værd - hver en øre! Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at jeg synes man bør overveje at anskaffe sig en, næsten uanset hvad ens forhold er til vin. Drikker man mest med skruelåg, eller forventer man generelt ikke at gemme vinene så længe, kan man nøjes med deres Pivot, som er noget billigere end deres modeller med nål, men jeg kan varmt anbefale den med nål sammen med deres "skruelågs-adaptere". Det praktiske i bare at kunne tage et eller to små glas, uden at skulle forholde sig til om man kan drikke resten "hurtigt nok", sammen med muligheden for at smage om vinen nu også passer til maden, uden at skulle smage en hel flaske, oveni muligheden for at have flere flasker i gang, uden at være et selskab, gør, at jeg vil give mine varmeste anbefalinger til Coravin!
//Daniel