Skotske Highland Park på Orkneyøerne og destilleriets fantastiske whiskyer er formet af øernes vilde klima, det brusende hav og vikingernes arv. Det er muligvis 1000 år siden, at de boede på øerne, som var under norske og danske vikingekonger, men deres arv er stadig levende. I hovedbyen Kirkwall, tæt på Polarcirklen, har Highland Park destilleret whisky siden 1798.
Highland Park er ét af to destillerier på den nordlige øgruppe, Orkney, og dermed et af verdens mest afsidesliggende destillerier. Det blev grundlagt i 1798 af Magnus Eunson, som efter sigende var præst om dagen og illegal brændevinsbrænder om natten. Året er altså ikke tidspunktet whiskyen først blev produceret - blot det år hvor myndighederne fik nys om Magnus’ foretagende. I dag er Highland Park ikke nogen lille og hemmelig virksomhed, men et af verdens mest kendte og respekterede destillerier!
Highland Park bruger primært sherryfade, og disse får de specialfremstillet i Jerez, hvor de fyldes med oloroso-sherry. Her ligger de cirka 2 år før de sendes til Orkney. Whiskyen har typisk en snert af røg og malten ryges med tørv fra Hobbister-heden, hvor tørven består overvejende af kompakte lag af delvist nedbrudt lyng. Netop denne lette lyng-røg er en signatur-note i Highland Parks whisky.